Dagbog

Tekster af Eva Kjøller Christensen

I fantasiens verden kan jeg finde fred fra alle de udefrakommende indtryk  og igennem kreativitetens mangfoldige udtryksformer kan jeg finde indre ro.

I fantasiens verden kan man kan se sine spøgelser i øjnene på en underbevidst måde og bearbejde de indtryk som hverdagen bringer på en konstruktiv måde.

I fantasiens verden kan man finde sin indre superhelt, så man kan redde sig selv når ingen andre kan.


Så skriv nu min ven!
Skriv til dine fingre er ømme.
For det virker! Jeg ved det!
For jeg har prøvet det selv,
på egen krop og sjæl.
 

Her kan du se et lille udvalg af de digte og små eventyr som jeg har skrevet i tiden løb og som med maleriet, så er alle mine kreationer ikke udsprunget fra selvreflektering og de kan lige så godt handle om dig som om mig ;)

Jeg er simpelthen bare den type menneske som reflektere og filosofere over alt og alle som jeg møder i mit liv. Dette er både en sårbarhed og en styrke, men igennem mine skriverier har jeg fået ro på rodet i mit hoved og samling på mit knuste hjerte.


Mandag d. 5/4-2004

Kys livet
Af Eva K. C. 2017

Hun har universet i sine øjne, og kærligheden i sit sind.
Hun har gnisten i sit hjerte, men tårer på sin kind.

Hun blæser til håbets flamme, så det brædes som en vind,
Hun synger lysets sange, mens hun danser med Bøg og Lind.

Hun åbner sit bankende hjerte og lukker lyset ind.
Hun beundre livets farver, mens solen kysser hendes kind.

Du kender hende sikkert, i dit dybe sind.
For hun er DIG, når du lukker kærligheden ind.

20/8-2016

Must have
Af Eva K. C. 2016

Han er typen der må eje og ha´alt.
Typen som samler tårer i spande af guld.
Han troede at han havde regnet den ud.
Men hans verden er sort. Lukker sig inde.
Kan ikke længere føle, slet ikke for andre.
Bag facaden græder en lille dreng.
En dreng som ikke føler sig go´nok.
En dreng som nedgøres og afvises.
Manden han er blevet, skræmmer ham ikke.
For han ser det ikke. Interessere ham ikke.
Han glider langsom tilbage i det han ikke ville være
og kvinden som elsker ham forsvinder.
Smutter for at beskytte sig selv.
Løbe imod livet og væk fra mørket.
Mørket i hans sind. Drengen er død.
Ham slog ham ihjel, for han trøstede ham ikke.
Han så ham ikke og hørte ham ikke.
Han behandlede drengen i sit hjerte som
han blev behandlet af andre.
Et sind som hun ikke kan redde.
Hun må videre.
Imod lyset!

20/08-2016


Hun går og går
Skrevet 2016 af Eva K. C.

Hun går og går uden at vide hvorhen. I det mindste så løber hun ikke længere fra sig selv.
Hun slindre roligt afsted, mens hun studere livets mange fasetter.

Hun aser og maser uden helt at vide hvad hun gør, men i det mindste så gør hun noget.
Hun gør det bedste hun kan og det burde vel også være godt nok!

Hun kæmper! Men hvad er det hun kæmper for og hvad ender det hele mon med?
Ville det sikreste ikke være at gemme sig under dynen endnu en dag?

Kærlighedens bæk
Eva K. C. 2015

Jeg sætter mig ned og lukker mine øjne.
Spreder mine indre vinger og flyver væk.
Jeg tar´ væk fra livets løgne,
for at boltre mig i kærlighedens bæk.

Uden omslag, men ingen er nøgne.
På den anden side er ting og sager væk!
Jeg så det selv med egne øjne,
på den anden side af virkelighedens hæk.

"Ukrudt"

Jeg var som ukrudt.
Revet op og smidt på møddingen.
Jeg har ligget her længe nu.
Har studeret lyset på afstand.

Jeg rejser mig langsomt.
Strækker mine spinkle grene og
fæstner mine tynde rødder.
Aldrig mere skal jeg rokkes!

Nu vil jeg blomstre.
Jeg skal sprede mit støv.
Med kærlighed skal vi dækkes
og igen skal vi LEVE!


Eva og haven

Af Eva Kjøller Christensen

Der var en gang en have. Nogle kaldte haven for Edenshave, andre kaldte den for paradis. Eva kaldte det bare for en have.
I haven levede der mennesker. De opførte sig som mennesker oftest gør. De var forblindet af dem selv og havde nok i deres eget. Midt i haven stod der et stort træ fyldt med velduftende frugter. Det var desværre strengt forbudt at spise disse frugter.
Eva levede også i haven. Hun undrede sig over, hvorfor man ikke måtte spise frugten. Hun havde en dag spurgt haven herre om en grund til dette. Han havde svaret. At mennesker ikke kunne tåle at spise at træets frugter. For det var nemlig visdommens træ. Og Herren mente, at det var bedst for folket, at de ikke vidste formeget. De ville kaste deres skyklapper og blive triste over hvad de så. De ville opdage videnskaben og så ville mange blive forvirrede og bange. Dette var Herrens begrundelse for forbuddet om at spise af visdommens frugter.
En dag gik Eva en tur i haven sammen med sin ven, Adam. Adam mente at de var heldige at få lov at bo i den smukke have. Han nød livet som det var og stilte aldrig spørgsmål til nogen om noget.
De nåede til foden af det store visdommens træ. Eva slikkede sig om munden, ved tanken om at sætte tænderne i frugterne. De duftede så sødt og hun sagde til Adam. "Hvad er en frugt værd, hvis man ikke må spise af den? Nu er den her, så hvorfor ikke bare spise?" Adam gik nærmest i chok over, at hun overhovedet turde tænke på at gå imod Herrens lov.
Eva vendte sit ansigt imod trækronen. Hun så på alle grenene fuldt med frugter og hun så en lille slange. Slangen opdagede ikke Eva for den var i fuld gang med at spise af en af frugterne. Hun ventede og observerede Hun så at træets krone var fuldt med liv. Fugle kvidrede og insekter summede. Mange spiste af frugterne. Eva undrede sig over at Herren ikke opdagede det. For han havde sagt at han var alt vidende og alt seende. Spørgsmål bombarderede hendes hjerne og nysgerrigheden brusede i hendes krop. Fristelsen blev større end hun kunne stå for. Hun greb hurtigt en frugt og tog en stor bid inden Adam kunne nå at stoppe hende.
Adam stod stiv af angst for herrens vrede, men den kom ikke.
Evas øjne åbnedes af visdommens frugt. Hun så nu klart at i Paradisets Have, samlede folk tårer i spande af guld. De gik rundt i en rus af lykkelig uvidenhed, men deres hjerter var døde og deres nysgerrighed væk.
Eva så nu at haven slet ikke var smuk. Hun havde aldrig følt sig hjemme i haven og var ikke bange for at forlade den. Hun rækker visdommens frugt imod Adam og siger blidt.
"Ska´ du med?"

Man ved jo ikke hvad tiden vil bringe, men jeg ville ønske at sidste kapitel i min livshistorie ville lyde som følgende :)

Min vision.
Af Eva K. C. 2011

Jeg levede på en planet, fyldt med fred og uden grænser mellem brødre og søstre. Vi ville for længst have lært at leve side om side og vi ville tilbed forskellige guder men vi ville alle respektere moderjord og alt der lever på hende. Jeg ville bo på en lille bakke i et lille hus af træ. I min have, som var skoven, ville jeg sidde og drikke vand, som jeg havde hentet fra en rislende bæk. Bækken ville funkle som et fyrværkeri af solens stråler. Lyset ville få mine øjne til at trække sig sammen, men med næsten lukkede øjne ville jeg kunne se. Fuglene ville kvidre og hjorten ville komme forbi, hver morgen til dens daglige gulerod. Ørnene ville svæve i cirkler højt på himlen. De ville skrige højt til hinanden,men jeg ville kun kunne høre det ganske lavt. Jeg ville lindre gennem skoven, mens jeg nynnede en munter melodi. Jeg ville samle svampe, urter og bær. Når solen stod højest på himlen, ville jeg smide mig i en lille lysning, som jeg kendte så lige så godt som mit lille hus. Her ville jeg ligge lidt og lytte til vindens blide sang i træernes kroner. Der ville komme et lille dyr forbi og hilse på mig af og til. En sommerfugl, en edderkop eller måske endda en lille sno. Jeg ville da ligge helt stille, mens jeg ville beundre det lille væsen. Det ville nok ikke opdage mig, men ellers ville den jo bare smutte videre, så længe jeg lå stille og ikke truede den. Efter et stykke tid ville jeg igen rejse mig og gå hjem. Jeg ville bære min hjemmelavede kurv af flettet piletræ under armen, fyldt med naturen godter. Jeg ville gå hjem til min livsledsager og vores lille hus. Her ville han vente mig. Han ville have ordnet forskellige ting mens jeg var væk. Han ville vente mig ved denne tid, da vi begge var gamle og havde prøvet det så mange gange før. Her ville mine venner tage imod mig. Den ene ville gø og komme springende med sin boldt i munden, En lille familie bestående af en hane og nogle høns ville gå og snadre efter regnorme i jorden. De ville dog hurtigt fornemme mit nærvær og de ville komme mig i møde. Jeg ville have mad og frisk vand med til dem. Det ville de vide, da de var meget gamle nogle af dem og havde prøvet dette mange gange før. På trappen foran døren ville min gamle kat sidde og pudse sine poter. Hun ville komme mig i møde, når jeg kom tættere på hende. Det ville jeg vide. For jeg var gammel og havde prøvet det mange gange før.

Rotten der stjal min ost. 2010

Rotten der gjorde mig til en mus.
Skrevet af Eva K. C. 2010

Hvem jeg er, betyder ikke så meget. Men jeg mødte engang en rotte der mente, at jeg var en mus og så stjal han min ost.

Da jeg mødte rotten, havde jeg ikke meget ost tilbage, men efter at havde været i selvskab med rotten i et stykke tid, opdagede jeg, at han havde gjort mig til en lille mus og at han næsten havde spist resten af min ost.

Nu har jeg vendt rotten ryggen og gemt min ost.

For jeg ikke er nogen mus, men en fri fugl.

Nu vil jeg igen sprede mine knækkede, men stærke vinger og flyve videre ud i livets stormvejr, uden af se tilbage på rotten der gjorde mig til en mus og som prøvede at stjæle det sidste af min ost.

Mit livs valmue. 2008

Mit livs valmue
Af Eva Kjøller Christensen

Du er mit livs valmue.
Du har rejst dig og står nu rank og fin, med dine skrøbelige  men farvestrålende blade.
I de mørke stunder fylder du mit liv med farver og du giver mig troen på drømmeri og fjolleri tilbage.
Du er som en vild og kulørt valmue.
Den bøjes lidt af vinden, men står altid rank på sin stængel og fast med sine rødder.
Nogen ville måske få lyst til at plukke dig eller måske bare rygge dig. Men dine farver ville straks falme og du ville visne.
Hvorfor skulle man også prøve at rygge dig. Du stor jo præcis hvor du ønsker.
Jeg syntes, at du pynter på den farveløse mark af ensartede mennesker bakke op og bakke ned.
En verden uden dig ville være farveløs.

Mandag d. 5/4-2004

Hvad nu hvis:


Jeg har været steder og set ting som ville drive de fleste til vanvid.

Måske blev jeg også vanvittig eller måske var jeg det allerede.



Er man vanvittig, hvis man tror på livet efter døden.

Er man skør, hvis man tror at mennesket er mere end krop.



er man naiv, hvis man tror på at håb er stærkere end frygt.

Er man dum, hvis man tror det er vigtigt at sige hvad nu hvis.



Hvad nu hvis, du turde se verden fra et ander perspektiv.

Hvad nu hvis, det er dig som er helt gal på den.



Hvad nu hvis, musik er et kosmisk sprog.

Og hvad nu hvis, livet var smukkere end du troede.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.03 | 00:51

Top Top

...
03.11 | 14:39

Kære Eva. Jeg er imponeret over din spændvidde og kreativitet i din kunst. I forvejen kender jeg dit glade grin og din fortælle- ivrighed. Henning LAP-refugium.

...
05.08 | 13:38
Velkommen har modtaget 15
21.12 | 22:09
Trækunst har modtaget 1
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE